er det latinske navn på den bambuslignende græsart, der har så stor betyding for mangeblæserinstrumenter.
Side hvor du kan se planten; gå videre til "Phase de production" og se hvordan den høstes
Side hvor du kan se planten; gå videre til "Phase de production" og se hvordan den høstes”Fransk græs”
Da den svenske dirigent, Niklas Wallin, var oboist i Göteborg Symfoniorkester fik han et stipendium til at køre rundt i Sydfrankrig og under søge fransk græs: arundo donax.. Efter turen skrev han til Göteborg Koncerthus’ blad ”Upptakt” bl.a.:
Da den svenske dirigent, Niklas Wallin, var oboist i Göteborg Symfoniorkester fik han et stipendium til at køre rundt i Sydfrankrig og under søge fransk græs: arundo donax.. Efter turen skrev han til Göteborg Koncerthus’ blad ”Upptakt” bl.a.:
Hvad har et græsstrå med musik at gøre? Ret meget, vil jeg mene.
Tænk dig en torsdag aften: Der er fuldt i koncertsalen, orkestret varmer op på podiet, summen hos det forventningsfulde publikum. Og så rejser koncertmesteren sig op for at give tegn til at stemme. Salen bliver stille, oboisten løfter instrumentet til munden og blæser et A. Der kommer ikke en lyd! Strygerne og det øvrige orkester ville så ikke kunne stemme deres instrumenter. Tre af de fire træblæsergrupper ville bare blæse varm luft gennem instrumenterne.
Måske ville den symfoniske musik overhovedet ikke have udviklet sig – hvis det altså ikke havde været for det lille græsstrås skyld – arundo donax.
Til saxofon-, fagot- og klarinetmundstykker bruger man forskellige dele af den samme plante, men til oborøret skal man bruge planter med mindre diameter. De vokser i nogle områder omkring Arles, Avignon og St. Remy. Hvorfor netop arundo donax bliver mindre der ved man ikke med sikkerhed. Måske er det jordens sammensætning og klimaet, som er anderledes i netop disse egne. Man har gjort forsøg i f.eks. Florida på at dyrke denne ”afgrøde”, som er så livsvigtig for os oboister, men det har slet ikke givet samme gode resultat …”
Tænk dig en torsdag aften: Der er fuldt i koncertsalen, orkestret varmer op på podiet, summen hos det forventningsfulde publikum. Og så rejser koncertmesteren sig op for at give tegn til at stemme. Salen bliver stille, oboisten løfter instrumentet til munden og blæser et A. Der kommer ikke en lyd! Strygerne og det øvrige orkester ville så ikke kunne stemme deres instrumenter. Tre af de fire træblæsergrupper ville bare blæse varm luft gennem instrumenterne.
Måske ville den symfoniske musik overhovedet ikke have udviklet sig – hvis det altså ikke havde været for det lille græsstrås skyld – arundo donax.
Til saxofon-, fagot- og klarinetmundstykker bruger man forskellige dele af den samme plante, men til oborøret skal man bruge planter med mindre diameter. De vokser i nogle områder omkring Arles, Avignon og St. Remy. Hvorfor netop arundo donax bliver mindre der ved man ikke med sikkerhed. Måske er det jordens sammensætning og klimaet, som er anderledes i netop disse egne. Man har gjort forsøg i f.eks. Florida på at dyrke denne ”afgrøde”, som er så livsvigtig for os oboister, men det har slet ikke givet samme gode resultat …”
fagotrør
klarinetblad på mundstykket
oborør